Bestil tid

Tandlægeskræk København

Vi hjælper dig til en tryg og behagelig behandling.

Tandlæger med speciale i tandlægeskræk

Tandlægeskræk bruges i daglig tale om det at være nervøs eller bange for at gå til tandlæge.

Betegnelsen er dog misvisende, da det sjældent er tandlægen man er angst for, men derimod undersøgelsen, instrumenter samt selve behandlingen.

Hos Alhambravej Tandlægerne har vi specialiseret os i, hvordan vi kan hjælpe dig, så din oplevelse på klinikken bliver så behagelig som mulig.

 

Hvordan kommer tandlægeskræk til udtryk?

Tandlægeskræk kan komme til udtryk på flere forskellige måder. Kan du nikke genkendende til en eller flere af de nedenstående, kan det tyde på, at du har tandlægeskræk.

Tanker. Fælles for de fleste med angst for tandbehandling er, at tanker, forestillinger, lugte, ord eller billeder, der har med tandbehandling at gøre, sætter forskellige kropsreaktioner i gang.

Kropsreaktioner. Reaktionerne på tandlægeskræk kan for eksempel være svedende hænder, hjertebanken, åndenød, mundtørhed, kvalme, ondt i maven eller muskelspændinger. Der kan være stor forskel i reaktionernes styrke.

Handlinger. Tankerne og kropsreaktionerne opleves som ubehagelige og får én til at handle ved at søge væk – dvs. at holde sig væk fra tandlægebesøg eller ikke lade sig vejlede under behandlingen.

Følelser. Resultatet er en følelse af skam, utilstrækkelighed, dårlig samvittighed eller vrede.

Alhambravej Tandlægerne vil gerne hjælpe dig af med din tandlægeskræk på vores klinik, hvis du ønsker at få hjælp til tandlægeskræk på Frederiksberg.

 

Behandling af tandlægeskræk

Behandlingen og forebyggelse af angst for tandbehandlinger bygger på et væsentligt samspil mellem både behandler og patient. Det mest væsentlige er, at du ønsker hjælp til at komme af med din angst og ligeledes, at din behandler kan give dig hjælp.

For at kunne hjælpe vores patienter med tandlægeskræk så godt som muligt, er det vigtigt, at vi som behandlere sætter os ind i, hvilke mekanismer der giver anledning til tandlægeskræk. Hos rigtig mange skyldes tandlægeskræk en tidligere dårlig oplevelse, som enten involverer smerte eller en behandling, man ikke har været forberedt på, eller som man ikke har fået den fornødne information om. Dette kan medføre en ond cirkel, som kan forværre situationen.

Den onde cirkel ved tandlægeskræk. Kilde: Tandlægeforeningen

Hvad kan vi gøre for at hjælpe dig med din tandlægeskræk?

Vi har gjort os mange overvejelser i forhold til, hvad vi som behandlere kan gøre for at give dig den fornødne hjælp til at komme dig over din angst. 

  • Vi forsøger altid at være positivt motiverende og have den fornødne tid og tålmodighed, det kræver at have angste patienter i stolen. Vi tager det i dit tempo.
  • Vores klinikteam er så omhyggeligt forberedt på patienter med tandlægeskræk. Vi forsøger at være præcise og ikke lade patienten vente unødigt i venteværelset. Når patienten er i stolen foregår dette så vidt muligt uforstyrret.
  • Vi bruger tid på at få en omhyggelig redegørelse af baggrunden for din tandlægeskræk, så vi tilrettelægger et forløb skræddersyet til dig.
  • Vi bruger tid på at lytte og aflæse patientens non-verbale kommunikation.
  • Vi spørger altid patienten, om der er specielle ønsker til for eksempel stolens indstilling, brug af spytsug, brug for musik/lyddæmpning, en hånd på skulderen eller andet under behandlingen.
  • Vi giver os god til til at informere dig om årsager til behandlingen. Derudover beskriver vi fremgangsmåden, økonomien og tidsperspektivet tydeligt. Vi forsøger altid at tale i et enkelt og letforståeligt sprog og supplerer informationen med både tegninger og billeder
  • Vi laver klare aftaler med dig som patient og gentager, hvad der skal ske fra gang til gang.
  • Vi bestræber os altid på at være yderst opmærksomme på dine ønsker, samt de aftaler der er indgået.
  • Der tages højde for at angste patienter kan have behov for hyppigere pauser og dette respekteres altid.
  • Vi bestræber os altid på at behandle smertefrit og i overensstemmelse med de forventninger du som patient har, inden behandlingen sættes i gang.

 

Hvad kan du gøre for at hjælpe dig selv med din tandlægeskræk?

Vejen til succes, når man vil behandle patienter med tandlægeskræk, er, som tidligere nævnt, et samspil mellem behandlerne og den angste patient. Derfor er der også nogle væsentlige ting, du selv kan gøre for at få en god oplevelse og dermed komme din tandlægeskræk til livs. 

  • Erkend din tandlægeskræk, og gem den ikke af vejen. Det er ikke flovt at være bange. Der er mange, der har det på samme måde som dig. Vi kan bedst muligt hjælpe dig, hvis vi kender din angst.
  • Forbered dig så vidt muligt på besøget ved at indøve afspændingsøvelser, som du kan bruge under behandlingen. Overvej om musik måske kan hjælpe dig. Det kan være en tilfældig musikliste, afspændingsmusik eller andet.
  • Mød altid veludhvilet og afstresset op til behandlingen. Vælg helst tider om formiddagen, så du ikke skal være nevøs hele dagen. Medbring eventuelt en god ven eller et familiemedlem, der kan støtte dig under behandlingen. Mød op 5-10 minutter før behandlingen.
  • Kom ind i en rytme og sørg for at komme til de regelmæssige eftersyn fremadrettet. Overhold mødetidspunkterne og meld ikke afbud. For nogen hjælper det at booke tiden på forhånd fremadrettet, så man ikke selv skal tage initiativ til at få lavet en tid.
  • Lav en klar aftale om behandlingsforløbet. Spørg altid hvis du er i tvivl om noget. Spørg hellere en gang for meget end en gang for lidt.
  • Hvis du ønsker det, så bed din behandler fortælle, hvad der foregår under behandlingen. Lav en klar aftale om, at du giver et tegn, for eksempel løfter en hånd i vejret, hvis du ønsker pauser.
  • Tal med din behandler om, hvordan behandlingen kan blive så smertefri som muligt. Det kan også være en mulighed at få et beroligende middel inden behandlingen.

 

Kontakt os gerne ved spørgsmål

Har du tandlægeskræk, eller har du mistanke til, at du har tandlægeskræk, så kontakt Alhambravej Tandlægerne på tlf. 33 22 44 88. Vores personale står klar til at vejlede dig bedst muligt og forberede behandleren på dine behov.

 

 

Book din næste tid online - Nemt, hurtigt og sikkert!
Online booking åbner i et nyt vindue