Behovet for at få en tandkrone kan opstå af forskellige årsager og vil typisk være nødvendigt ved større defekter i din tand.
Rodbehandlede kindtænder
En rodbehandlet tand er mere skrøbelig, da den ingen nerve og blodforsyning har til at gøre den eftergivende for de belastninger, som den udsættes for i det daglige, for eksempel når vi tygger. Det betyder, at rodbehandlede tænder er i større risiko for at knække på grund af tandens porøsitet, og man anbefaler derfor altid, at de forsynes med en tandkrone for at styrke dem.
I nogle tilfælde kan der ved rodbehandlede tænder være mistet en stor del af tandens egen tandsubstans, og man er derfor nødt til at lave en opbygning for at få en krone til at sidde fast. Din tandlæge vil informere og vejlede dig herom, hvis dette er tilfældet for din tand.
Tænder med store defekter
Tænder, der har store fyldninger, og som ikke længere kan restaureres med en plastfyldning, vil man anbefale en tandkrone til. Årsagen til dette er, at det kræver en hvis mængde af tandens egen tandsubstans, for at have et godt fundament til at lave en holdbar fyldning.
Hvis du ligeledes har mistet en gammel fyldning, eller der er knækket noget tand, og der dermed ses manglende tandsubstans i relation til den gamle fyldning, vil man også anbefale en tandkrone.
Ved manglende tandsubstans efter store defekter såsom caries eller gamle fyldninger, vil man altså derfor anbefale en tandkrone, hvis din tandlæge vurderer, at en fyldning ikke kan lade sig gøre, og en tandkrone dermed vil give et mere holdbart behandlingsresultat.
Tænder med dybe revner
Hvis du har fået revner i dine tænder, som udviser symptomer som for eksempel isninger eller gener, når du tygger, vil man i første omgang prøve at restaurere tanden med en fyldning. Hvis dette ikke afhjælper problemet, ligger revnen sandsynligvis dybt i din tand, og man vil derfor anbefale en tandkrone for at omkapsle tanden og på den måde styrke og beskytte tanden mod yderligere belastning.
Kosmetiske årsager
En tandkrone kan også være den eneste måde at opnå et pænt kosmetisk og holdbart resultat, hvis din tand for eksempel er misfarvet eller misdannet.
Hvordan laves en tandkrone?
Når du skal have lavet en tandkrone, vil behandlingen bestå af to besøg hos din tandlæge. Inden behandlingen påbegyndes, vil der blive taget et røntgenbillede af den pågældende tand for at sikre, at tanden har sunde rodforhold og er klar til at få en tandkrone.
Første besøg hos tandlægen
Ved første behandling vil din tandlæge slibe den pågældende tand, så der er plads til din nye tandkrone. Dette gøres under bedøvelse, så du opnår en smertefri behandling.
Hvis der mangler meget tandsubstans, vil det i nogle tilfælde være nødvendigt at opbygge din egen tand med plast eller en stift for at kunne få en tandkrone til at sidde fast.
Når din tand er tilpasset til den rigtige størrelse, vil din tandlæge tage nogle aftryk af dine tænder. Aftrykket skal bruges til at lave en gipsmodel af dine tænder, som en tandteknikker skal bruge til at fremstille din nye tandkrone.
Afslutningsvis ved første besøg vil du få sat en midlertidig krone på den pågældende tand for at beskytte den, frem til din nye tandkrone er klar til cementering.
Fremstillingen hos tandteknikeren
Efter første besøg vil dine aftryk fremsendes til en tandteknikker, som på et laboratorium vil fremstille en individuel tandkrone, som passer specielt til dig.
En tandkrone kan fremstilles i forskellige materialer såsom guld, porcelæn eller en kombination af metal og porcelæn (metalkeramik). Hvilken type krone der bør vælges, vil være individuelt og kan skyldes både æstetik og holdbarhed. Din tandlæge vil vejlede dig herom, så I sammen finder den rette løsning til dig.
Efter cirka 10-14 dage, vil din tandkrone være klar til påsættelsen, og du skal komme til din anden behandling hos din tandlæge.
Andet besøg hos tandlægen
Når du kommer til anden behandling, hvor din nye tandkrone skal cementeres, vil din tandlæge starte med at fjerne den midlertidige tandkrone og kontrollere at farve, form og størrelse på din nye tandkrone passer samt tilpasse din nye tandkrone, så den passer i tandrækken.
Herefter vil tandlægen forbehandle din tand, så din nye tandkrone kan cementeres med et tyndt lag cement. Når din tandkrone er cementeret, vil man tage et røntgenbillede for at kontrollere, at din tandkrone sidder, som den skal.
Efter påsættelsen af din nye tandkrone vil tanden være klar til brug. og behandlingen er færdig.