For at caries (huller i tænderne) kan opstå, skal der være bakterier og sukker tilstede samtidig.
Som en del af mundhulens naturlige flora vil der altid være bakterier i mundhulen og på tænderne. Hvis disse bakteriebelægningerne får lov til at sidde uforstyrret af tandbørstning og tandtråd, vil de kolonisere sig. Hvis bakterierne samtidig møder sukker, vil en kemisk proces starte ,og caries vil udvikle sig i tandens væv.
Bakterierne i plakken har evnen til at optage sukker fra vores kost og derved danne og udskille syre. Syren fra bakterierne ætser tænderne i de områder, hvor plakken ikke fjernes regelmæssigt.
Hvis der er små mængder af bakterie og lidt sukker tilstede, vil vores spyt som regel kunne vaske syren væk. Hvis der derimod ophober sig større mængder af bakteriebelægninger på tanden, og der samtidig regelmæssigt tilføres sukkerholdige føde- og drikkevarer, så er spyttets evne til at vaske syren væk utilstrækkelig, og der vil med tiden opstå huller i tænderne.
De vigtigste faktorer for udvikling af huller i tænderne er derfor:
- Hvor tit spiser du sukker
- Din mundhygiejne
Huller i tænderne - udviklingsstadier
Huller i tænderne kan have forskellige stadier, og behandlingen vil dermed afhænge af, hvor langt processen er fremskredent.
Hvis produktionen af syre fortsætter, vil syren trænge dybere ind i tanden – først i emaljen og senere ind i tandbenet (dentinen).
Et lille inaktivt hul vil være hård i overfladen og vil tit fremstå mørk grundet misfarvninger.
Et begyndende hul
De første synlige tegn på huller i tænderne, vil som oftest ses som hvidlige forandringer i tandens yderste lag, emaljen. Dette skyldes, at syren er ved at opløse tandens overflade.
Hvis man opdager caries i dette tidlige stadie ud fra røntgenbilleder og den regelmæssige kliniske undersøgelse, vil man da kunne forebygge yderligere udvikling og undgå, at det bliver nødvendigt at lave en fyldning i tanden.
Hvis du har et begyndende hul, vil du ikke opleve smerter, da der i emaljen ikke findes nerver.
Begyndende huller vil blive behandlet med grundig instruktion i renholdelse samt fluorbehandling.
Et mellemstort hul
Hvis det begyndende hul ikke bliver forebygget, vil bakteriernes syreproduktion fortsætte gennem emaljen og ind til dentinen (tandbenet), som er et blødere væv.
Hvis hullet kommer til dette stadie, er det vanskeligt at forebygge selv, og på grund af det bløde væv vil udviklingen af hullet gå hurtigere. Dette vil få emaljens væg til at falde sammen, og et hul opstår. I dette stadie vil det være nødvendigt at bore det syge tandvæv væk og lave en fyldning i tanden.
Hvis du har et mellemstort hul, vil du i dette stadie kunne opleve gener, da der i dentinen er små nerver.
Et dybt hul
I allerværste tilfælde vil ubehandlet caries forårsage et så dybt hul i tanden, at det når ind til tandens nerve (pulpa). Et hul af sådan en størrelse, kan være smertefuldt, og ville skulle behandles med en rodbehandling.